Aftale om betalingsformidling
GoMore håndterer betaling mellem brugere, når et lift eller biludlejning er afsluttet. For at være i overensstemmelse med EU's regler kræver vi, at alle bilister og bilejere på GoMore indgår en aftale med os, der giver os mulighed for at repræsentere dig i håndteringen af dine betalinger. Nedenstående aftale indebærer ikke ændringer i gebyrer eller hvordan pengene stilles til rådighed for dig.
Undertegnede (”Fuldmagtsgiver”) giver hermed nærværende fuldmagt (”Fuldmagten”) til GoMore ApS, CVR-nr. 35 86 54 97, Kompagnistræde 20C, 1208 København, og/eller dennes repræsentanter eller relaterede parter (tilsammen ”Fuldmagtshaver”) til, med fuld substitutionsret, på vegne af Fuldmagtsgiver at forhandle, indgå, underskrive og ændre bindende aftaler (tilsammen “Transaktionsaftaler”) om leje, samkørsel, eller anden deling af Fuldmagtsgivers biler, herunder relaterede produkter og services, f.eks. behandling, gennemførelse og modtagelse af betalinger for sådanne services under Transaktionsaftaler (tilsammen ”Ydelserne”), til/med brugere af Fuldmagtshavers hjemmeside eller andre platforme (tilsammen ”Brugerne”) via Fuldmagtshavers hjemmeside eller andre platforme samt til at foretage sådanne andre handlinger som måtte være nødvendige og/eller ønskværdige for at opfylde Transaktionsaftalerne i forbindelse med Fuldmagtshavers virke som handelsagent for Fuldmagt- giver ved videreformidling af priser og vilkår for Ydelserne som fastsat af Fuldmagtsgiver til Brugerne.
Fuldmagtsgiver er i relation til ovenstående indforstået med, at Brugerne betaler for Ydelserne med frigørende virkning til Fuldmagtshaver, hvorefter Fuldmagtsgiver er forpligtet til at levere den aftalte Ydelse i henhold til relevante Transaktionsaftaler som forhandlet, underskrevet, indgået og evt. ændret af Fuldmagtshaveren.
Fuldmagtsgiver accepterer ved underskrivelse af nærværende Fuldmagt, at ethvert aftaleretligt forhold mellem Fuldmagtsgiver og Brugerne, som måtte høre under en Transaktionsaftale, herunder betaling for Ydelser og opfyldelse af Transaktionsaftalen i øvrigt, er Fuldmagtshaveren uvedkommende og sker for Fuldmagtsgivers egen regning og risiko.
Fuldmagten kan til enhver tid tilbagekaldes ved skriftlig meddelelse fra Fuldmagtsgiver.
Fuldmagten er underlagt og skal fortolkes i overensstemmelse med dansk ret med udelukkelse af bestemmelser, som ville henføre forholdet til andet lovvalg eller en anden jurisdiktion.
Enhver tvist, der måtte udspringe af eller i forbindelse med denne Fuldmagt, skal anlægges ved Københavns Byret.